Stress, livskvalitet og corona

Stress, livskvalitet og corona

Det er ikke et blogindlæg fyldt med en masse gode råd, men et blogindlæg fyldt med en række spørgsmål, som jeg håber, du vil tage dig tid til at tænke lidt over.

Og hvorfor nu alle spørgsmålene?

jo fordi jeg er blevet meget overrasket over det, jeg har hørt og set igennem de sidste 8 uger. Da samfundet lukkede ned, var min første tanke: nu er der krise og kriser giver ofte stress – og hvad med dem, der i forvejen er stressede?

Men tilsyneladende blev der ret hurtigt skabt en ny rytme i hverdagen, nye vaner blev dannet, hverdagen blev struktureret – og på den måde skabte vi vores egen orden i den verden, der nu var vores.

En miniverden i verden – en tryg base i alt det utrygge. Og udenfor den trygge base hørte vi og hører desværre stadig om syge og døde, om ensomme og gamle, der mangler kontakt – men hjemme på bopladsen er der trygt.

Så vi har været i to verdener de sidste mange uger. Den ydre via alle nyhedsmedierne og den indre trygge base, afskærmet fra alt det onde og trygt forankret i vores eget lille samfund. Det er ikke for at tegne et idealiseret billede af situationen, for jeg er bevidst om, at rigtig mange har haft det svært på andre områder

Måske genkender du måske min korte beskrivelse – eller noget af den?

Psykologens refleksioner i en coronatid

Så det næste er en blanding af mine faglige og mine egne oplevelser, tanker og refleksioner.

Det har virkelig givet stof til eftertanke, at corona tiden ikke voldsomt forringede det psykiske velbefindende og øgede stressniveauet – som måske kunne forventes. Men tværtimod har sænket stressniveauet til trods for de store forandringer. Og jeg ved godt, der er mennesker, der har det rigtig svært, som føler sig alene og isolerede. Og der er mennesker, hvis psykiske sårbarhed forværres for tiden. Så det er selvfølgelig en generel betragtning og ikke en seriøs undersøgelse, men bygger på de samtaler jeg har haft og mine egne oplevelser.

Måske blev vi så optaget af “overlevelse”, forandring og tilpasning, at vi ikke havde tid til at bekymre os om os selv?

Vi er med andre ord krøbet længere ned ad Maslows behovspyramide væk fra selvrealiseringen

Måske skiftede vi fokus fra ”jeg” til ”vi”
Hvad tænker du?

Og nu til det jeg har hørt den sidste tid

◆ ”jeg er mindre stresset, hverdagen er ikke så fortravlet og det giver ro
◆ der er tid til refleksion”
◆ ”Jeg trives med at være hjemme, og ikke føle mig forpligtet til socialt samvær”
◆ ”der er ikke noget at leve op til – intet at gå glip af, så man bliver kureret for sit FOMO (“fear of missing out”) – for der er ikke noget at gå glip af
◆ livet er enklere”
◆ ”vi opdager naturen og bruger den”
◆ ”der er ingen dårlig samvittighed over ikke at leve op til de andres forventninger, der er ingen forventninger, der er intet socialt pres”
◆ ”at man måske ikke alligevel er så ekstrovert, som man måske forestillede sig”
◆ ”at man trives vældig godt i sit eget selskab”
◆ ”at det er dejligt at være sammen med sin egen familie (mand/kone og børn), og kunne godt tænke mig, at det fortsatte på samme måde”

Måske genkender du noget her?

For logisk set burde vi være blevet mere stressede, for oven i jobbet kom alle de andre opgaver – så hvorfor er det ikke tilfældet?

Er det mon sådan, at det ikke bare er arbejdet i sig selv, der stresser? Er det mon fordi, vi har alt for store forventninger til, hvad vi bør, skal og kunne håndtere i livet?

Måske skal livsværdierne have et eftersyn? For vi har alle travlt med at leve op til noget, vi tror er nødvendigt, for at vi kan være accepterede og ”gode nok”.
Så frisættelsen fra sociale krav, giver os lov til at blive hjemme, vi behøver ikke at levere kvoten af socialt samvær. Vi ”genopdager” værdien i det nære, som ikke handler om at leve op til den nyeste mode, den rigtige mad/kostplan – den bedste træning. Den bedste optimering af vores fysik osv.

Det giver da stof til eftertanke, at når vi slipper for at være i det pulserende liv, ikke er på jobbet, ikke har et fortravlet liv, hvor vi ikke har tid til at stoppe op, så fungerer vores liv bedre, livskvaliteten stiger.

Så stress opstår – ikke bare pga. jobkrav – men fordi vi vil det ”hele”, og det starter allerede i skolen og på uddannelsesstederne. Måske skal vi trække i selvudviklingens- og optimeringens nødbremse og tænke mere i ”vi”.

Det er klart, at aktivitetsniveauet og dermed også frustrationsniveauet vil stige, når verden igen åbner, og der vil altid være en vis portion fortravlethed i den enkeltes liv – men ikke nødvendigvis på samme høje niveau som før corona.

Så hvad er vigtigt i livet? hvad er værdierne?

For hvad er det, vi har så travlt med? Er det en forbedring og optimering af livskvaliteten, eller er det et forsøg på at undgå det uundgåelige – nemlig at livet ikke er evigt.

Tak fordi du læste mit indlæg og pas på dig og dine

Kærlig hilsen
Karen